Til dette års Folkemøde inviterer Fondenes Videnscenter til debat om samarbejde mellem fonde og folketing. Kom forbi Carlsbergfamiliens scene i Nørregade torsdag 13. juni kl. 17.25-18.10 og vær med når vi spørger politikere og fonde hvad de mener om den mulighed for øget samarbejde, som regeringen peger på i regeringsgrundlaget.

Læser man regeringsgrundlaget, får man øje på, at regeringen vil være en attraktiv samarbejdspartner for fondene. Men hvad er det egentlig, regeringen vil, når de skriver sådan? Og hvordan ser fondene på øget mulighed for samarbejde? De spørgsmål bliver omdrejningspunktet til en af årets vigtigste fondsdebatter.

Under overskriften ” Samarbejde mellem fonde og Folketing – nøglen til velfærd?” inviterer Fondenes Videnscenter fonde og politikere til dialog om hvordan politikere og fonde – hver især og sammen – kan gøre en forskel for udviklingen af velfærdssamfundet i Danmark.

På scenen er Kulturordfører for Socialdemokratiet Mogens Jensen, Erhvervsordfører for Venstre Kim Valentin og Erhvervsordfører fra Liberal Alliance Lars-Christian Brask sammen med Søren Nedergaard, COO i Novo Nordisk Fonden og formand for Carlsbergfondet Majken Schultz.

Nynne Bjerre Christensen styrer slagets gang og sikrer at også publikum får mulighed for at komme med spørgsmål og inputs.

Danske fonde er bredt repræsenteret på Folkemødet med mere end 70 arrangementer. Du kan læse mere om dem her.