Filantropiske fonde og foreninger har i kraft af deres relativt frie formuer mulighed for at bidrage til at løse nogle af de udfordringer, som coronakrisen medfører. Og fondene bliver derfor i denne tid i særlig grad opsøgt af både nuværende og nye ansøgere med projekter til mulig støtte. Fondene er født forskellige – med forskellig uddelingsfokus og nogle med ejeransvar over for underliggende virksomheder – og den nuværende situation tydeliggør prioriteterne.

VILLUM FONDEN har som langt de fleste filantropiske fonde, hvis ikke alle, meldt tydeligt ud, at vi har forståelse for de udfordringer, ansøgere og bevillingsmodtagere står i som følge af den nuværende situation – at vi vil være fleksible og pragmatiske, når modtagermiljøerne kommer i problemer med at nå deres deadlines og med at gennemføre de planlagte aktiviteter. Det manglede bare – det medfører typisk kun marginale omkostninger og alt andet ville virke noget tonedøvt.

Andre fonde har desuden valgt at udvide eksisterende programmer eller etablere helt nye tiltag som følge af coronakrisen. Det kan være nye forskningsprojekter til at adressere eller forstå epidemien, eller måske afdækning af hvordan mennesker reagerer på den. Eller det kan være nye programmer, som hurtigt giver modtagermiljøer, der er kommet i klemme, en udstrakt hånd. Alt sammen beundringsværdigt og selvfølgelig uhyre relevant.

Hvordan er man en god virksomhedsejer i en krisetid? Og hvordan prioriterer man det i forhold til sit filantropiske virke? Vi lovpriser den danske fondsejermodel for dens robusthed og lange sigte. Det bliver netop nu sat på spidsen.

Men her begynder fondenes forskelligheder at anes. Prioriterer vi vores mere ordinære modtagermiljøer – dem, som måske står specificeret i vores fundats og som har en vis forventning om, at vi holder fast i vores kørende programmer, og som jo også kan være udfordret af coronakrisen? Eller drejer vi os og giver prioritet til nye og jo typisk meget værdige ansøgere, som rækker ud til os som følge af den nye situation? Vi har jo kun de penge, vi har.

Og for nogle af os kan det nemt vise sig at blive færre penge. Hvem ved, hvordan afkastet på vores finansielle formuer bliver på den korte bane? Og for de af os, som desuden ejer eller er medejer af virksomheder, vil 2020 og måske også de kommende år nemt kunne tænkes at give mindre udbytte, end vi havde regnet med for bare to måneder siden.

Det bringer så det andet prioriteringsspørgsmål tydeligt frem.

Hvordan er man en god virksomhedsejer i en krisetid? Og hvordan prioriterer man det i forhold til sit filantropiske virke? Vi lovpriser den danske fondsejermodel for dens robusthed og lange sigte. Det bliver netop nu sat på spidsen. Skal vi sende signaler til de virksomheder, vi er (med)ejere af, om at de ikke skal gå i panik? At vi godt ved, at de selvfølgelig kan være pressede og derfor måske ikke kan levere overskud som planlagt. Og at de i stedet skal fokusere på at komme klogt igennem krisen, så de, og dermed hele samfundet, står stærkere på den anden side. Er det måske netop nu, at fondsejermodellen viser sig allerstærkest? Jeg tror, vi kommer til at se, at resten af verden på den anden side af krisen vil se med misundelse på den danske fondsejermodel.

Så for os er dilemmaet mellem medejerforpligtigelsen og muligheden for at udøve filantropi meget konkret – og der er ingen tvivl om, at vores primære formål – at være god medejer – kommer til at sætte tonen.

Men vores forpligtigelse som gode ejere betyder noget for vores mulighed for at lave filantropi. På den lange bane er vores mantra, at den rolige fondsejerhånd sikrer stærke firmaer med alt hvad det medfører af arbejdspladser, skatteindtægter og mulighed for filantropi. Men på den korte bane kan man i krisetider forvente svingninger i vores mulighed for at bevilge penge.

I VILLUM FONDENs tilfælde er uddelingskapaciteten meget afhængig af de underliggende virksomheders resultater – vi uddeler en stor del af det årlige udbytte, vi modtager. Så for os er dilemmaet mellem medejerforpligtigelsen og muligheden for at udøve filantropi meget konkret – og der er ingen tvivl om, at vores primære formål – at være god medejer – kommer til at sætte tonen.

Hvordan prioriterer fonde mellem sine formål? Hvordan balancerer man at være gode ejere og gode filantroper? Og hvordan deler man penge ud, når det hele står og dirrer? Det er ikke trivielle spørgsmål – men det er vigtige spørgsmål sjældent.