Kortlægningen Klimaplanlægning i kommunerne giver et samlet billede af, hvordan danske kommuner arbejder strategisk med at reducere udledningen af CO2 og andre drivhusgasser.
Næsten alle danske kommuner har mål for CO2-reduktion og planer for vejen derhen. Men hvor ambitiøse er de? Hvad måler de på? Og hvor er de største udfordringer for kommunernes grønne omstilling?
CONCITO har gennemgået mere end 500 offentligt tilgængelige kommunale planer og strategier samt spørgeskemabesvarelser fra 56 kommuners fagmedarbejdere for at komme nærmere et svar på disse spørgsmål.
Kortlægningen skal fungere som arbejdsredskab og baseline for de 20 kommuner, der som del af indsatsen arbejder med at oversætte Parisaftalens 1,5°-målsætning til lokale klimaplaner.
Kortlægningen er udarbejdet som en del af indsatsen DK2020, som Realdania, CONCITO og C40 står bag.
Forfatter
Tobias Johan Sørensen, klimaanalytiker, CONCITO