Vil du gerne holde sabbatår, eller skal du i gang med dit andet? Er du serviceminded, fleksibel og klar til et arbejde med masser af ansvar og forskellige arbejdsopgaver? Så er du måske vores nye kollega.

Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor du får en spændende og alsidig hverdag med kontakt til mange søde kolleger, som vægter samarbejde og gensidig respekt højt. Efter kort tid vil du blive en central person, som er med til at få administrative og praktiske opgaver i huset til at fungere optimalt.

Som piccolo/piccoline kommer du rundt i hele huset, og du bliver hurtigt en del af fællesskabet. Vi tilbyder også sociale arrangementer med bl.a. julefrokost, løbeklub, fredagsbar, DHL-løb og sommerfest.

Dine arbejdsopgaver består bl.a. af:

  • Opdækning til og afrydning af møder
  • Bestilling af kontorartikler
  • Oprydning i tekøkkener og printerrum samt opfyldning af te og kaffe
  • Daglig opvask og rens af kaffemaskiner
  • Bemanding af receptionen på vinduesmuseet VILLUM Window Collection 1-2 gange om ugen, samt hjælp til arrangementer
  • Diverse ad hoc-opgaver såsom print, oprydning, hjælp til kolleger med andre gøremål.
  • Bemanding af receptionen (tage imod gæster)

Din profil

Vi forestiller os, at du har færdiggjort din ungdomsuddannelse og er i gang med en pause for at blive afklaret med, hvilken videregående uddannelse du skal begynde på. Jobbet kræver ikke erfaring med lignende opgaver, men det er en fordel, hvis du tidligere har haft et fritidsjob. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære nyt. Du skal være indstillet på at arbejde hos os frem til ultimo august 2025.

Det er vigtigt, at du trives med at yde god service, og at du har en løsningsorienteret tilgang til opgaverne. Du skal være imødekommende, have ordenssans og være omhyggelig i dit arbejde. Vi lægger vægt på en engageret indsats, og at du udviser initiativ og gåpåmod. Jobbet kræver, at du kan lide at håndtere mange forskelligartede opgaver og er i stand til løbende at prioritere.

Herudover lægger vi vægt på, at du:

  • er punktlig, ansvarsbevidst og mødestabil
  • kan tale engelsk på samtaleniveau
  • er bekendt med MS Office-pakken
  • har erhvervserfaring fra servicefag, men dette er ikke et krav.

Vi tilbyder et spændende og lærerigt fuldtidsjob på 37 timer og 40 min. pr. uge, hvor du får mulighed for at få noget erhvervserfaring, som du kan drage nytte af i dit videre uddannelsesforløb. Fondenes åbningstider er kl. 8.00-16.00 mandag-fredag – dog kan der forekomme andre arbejdstider, hvis der bliver behov for hjælp til aftenarrangementer.

Du optjener naturligvis feriedage med løn løbende, i alt 25 pr. år. Herudover tildeles du 5 feriefridage efter 9 måneders ansættelse og 1 ekstra fridag pr. kvartal. Vi tilbyder også en lækker frokostordning.

Villum Fonden og VELUX FONDEN er to almennyttige fonde, der støtter forskning, miljø, sociale og kulturelle formål i ind- og udland. Begge fonde er stiftet af civilingeniør Villum Kann Rasmussen – grundlægger af bl.a. VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag.

Vi er omkring 65 medarbejdere, og vi holder til i Søborg.

Send os din ansøgning og CV via Jobindex senest søndag den 4. august 2024. Vi holder samtaler i uge 32 og 33. Ansættelse er pr. ultimo august.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.

Vi glæder os til at høre fra dig!