Hvor godt kender danskerne de danske fonde – og hvordan ser de på fondenes rolle og bidrag til samfundet? Kendskabsundersøgelsen 2026 giver et aktuelt billede af befolkningens kendskab og holdninger til danske fonde – og følger udviklingen over tid.
Fondenes Videnscenter gennemfører hvert år i samarbejde med en række større fonde og filantropiske foreninger en analyse af danskernes kendskab til og opfattelse af danske fonde. Analysen følger udviklingen i befolkningens kendskab til fonde, dens tillid til fonde og dens syn på fondes rolle i samfundet.
Årets analyse viser, at fondene fortsat står stærkt blandt danskerne. 74 procent mener, at danske fonde gør en positiv forskel i samfundet, mens 64 procent oplever, at fondene løfter en vigtig samfundsopgave. Tilliden til fondene er samtidig høj: Blandt de samfundsinstitutioner, der indgår i undersøgelsen, ligger fondene på tredjepladsen efter domstolene og politiet.
Kendskabet til fondene er også højt. 57 procent af danskerne kan nævne mindst én fond uden hjælp, mens 92 procent kender mindst én fond, når de bliver præsenteret for en liste over 24 store, almennyttigt uddelende fonde.
Undersøgelsen er gennemført af Fondenes Videnscenter og en række fonde og filantropiske foreninger og er udarbejdet af Epinion. Den bygger på en online spørgeskemaundersøgelse blandt 2.013 danskere over 18 år. Data er vægtet, så stikprøven udgør et nationalt repræsentativt udsnit af den voksne danske befolkning. Som supplement til spørgeskemaundersøgelsen har Epinion gennemført fokusgruppeinterviews med 16 personer med henholdsvis høj og lav tillid til fonde. De kvalitative interviews bidrager med indblik i de erfaringer, forestillinger og forventninger, der ligger bag danskernes vurderinger af fondene.
Der er gennemført lignende kendskabsmålinger siden 2008, og undersøgelsen giver derfor også mulighed for at følge udviklingen i danskernes kendskab til og opfattelse af fonde over tid.