Fondenes Videnscenter og en række større fonde og filantropiske foreninger gennemfører hvert år en kendskabsanalyse blandt den danske befolkning. Årets analyse viser, at danskerne fortsat har en overordnet positiv opfattelse af fondene. Det positive omdømme drives især af, at fondene opfattes som aktører, der skaber værdi i samfundet ved at støtte projekter, der ellers ikke ville blive realiseret, hjælpe sårbare grupper og bidrage til lokale fællesskaber og kulturliv.

I en tid, hvor tilliden til mange samfundsinstitutioner er lav viser årets analyse, at tilliden til fondene ikke bare er stabil, men endda svagt stigende. Det er et bemærkelsesværdigt resultat, der understreger fondenes fortsatte legitimitet i befolkningen.

Kendskabet til fondene er fortsat højt. Ni ud af ti danskere kan genkende mindst én fond, når de præsenteres for en liste over større almennyttige fonde, og lidt over halvdelen kan nævne mindst én fond uden hjælp – en fremgang i forhold til 2024. Samtidig viser analysen, at jo flere fonde man kender, desto mere positivt er man generelt stemt over for fondene som helhed.

Analysen baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse gennemført med et nationalt repræsentativt udsnit af den danske befolkning over 18 år. Ligesom sidste år er der suppleret med fokusgruppeinterviews for at belyse de kvantitative resultater med kvalitative indsigter. De metodiske justeringer, der blev indført i 2024 for bedre at forstå, hvad der driver henholdsvis positive og negative opfattelser af fondene, er videreført i år for at sikre sammenlignelighed over tid. Dataindsamling og bearbejdning er gennemført af Epinion.