Fonde og foreninger giver hvert år store, primært almennyttige bevillinger til projekter og aktiviteter. I dette faktaark kan du få et overblik over, hvor mange penge der blev bevilget i 2024, hvilke områder der blev støttet, og hvem midlerne gik til.

I 2024 bevilgede danske fonde og foreninger 29,6 mia. kr. Bevillingerne til almennyttige formål nåede 27,5 mia. kr., hvilket er det højeste niveau til dato. De ikke almennyttige bevillinger udgjorde 2,1 mia. kr., hvilket er et markant fald i forhold til året før.

Midlerne gik bredt ud i samfundet. Sundhed var fortsat det største støtteområde med 5,1 mia. kr., efterfulgt af uddannelse og folkeoplysning samt sociale formål. Natur, klima og miljø voksede også kraftigt og modtog 2,9 mia. kr., en tydelig stigning fra 2023.

Samtidig blev der givet flere bevillinger end nogensinde. I alt 100.503 bevillinger blev uddelt i 2024, en stigning på 23 procent sammenlignet med 2023. Hovedparten af midlerne gik til offentlige institutioner og non-profit-organisationer, som tilsammen modtog 77 procent af de samlede bevillinger.