Fondenes Videnscenter og en række større fonde og filantropiske foreninger gennemfører hvert år en kendskabsanalyse blandt den danske befolkning. Årets analyse viser, at danskerne har en overordnet positiv opfattelse af fondene. Analysen viser, at den positive indstilling drives af en opfattelse af, at fondene støtter projekter, der ellers ikke ville få finansiering, hjælper sårbare grupper og supplerer offentlige indsatser.

Mens tilliden til væsentlige samfundsinstitutioner som domstolene og regeringen generelt set går tilbage i 2024, er tilliden til fondene stabil. Et positivt resultat, særligt i lyset af at der tidligere havde været en høj tillid til fondene sammenlignet med andre institutioner. Analysen viser også, at langt størstedelen af danskerne kender mindst én fond, når de præsenteres for en liste over danske fonde. Selv om det generelle kendskab er højt, er der for andet år i træk et fald i det uhjulpne kendskab.

Analysen baserer sig hvert år på et spørgeskema gennemført med et nationalt repræsentativt udsnit af den danske befolkning over 18 år. I 2024 adskiller analysen sig fra tidligere undersøgelser ved at øge fokus på, hvad der driver positive og negative opfattelser af fondene. For at opnå den indsigt har vi justeret i nogle af spørgsmålene i spørgeskemaet i forhold til tidligere år. Vi har desuden gennemført fokusgruppeinterviews for at nuancere og forklare de fundne resultater med kvalitative perspektiver. Dataindsamling og -bearbejdning er gennemført af Epinion.