Ved årets ordinære generalforsamling i Fondenes Videnscenter bød en enig generalforsamling bød velkommen til fire nye bestyrelsesmedlemmer og en ny bestyrelsessuppleant.
Tirsdag den 8. april 2025 afholdt Fondenes Videnscenter sin årlige ordinære generalforsamling hos Nordea-fonden. Her blev både bestyrelsens beretning og foreningens årsregnskab for 2024 godkendt, og generalforsamlingen valgte fire nye medlemmer til bestyrelsen.
Valg til bestyrelsen
De fire nye bestyrelsesmedlemmer er Bo Uggerhøj, Spar Nord Fonden, Karin Skjødt Hindkjær, Ole Kirk’s Fond, Søren Nedergaard, Novo Nordisk Fonden og Søren Staugaard Nielsen, Rambøll Fonden. Rie Odsbjerg Werner, TrygFonden, blev samtidig genvalgt til bestyrelsen.
Ane Hendriksen, VELUX Fonden, blev genvalgt som suppleant. Samtidig blev Lasse Horne Kjældgaard, Carlsbergfondet, nyvalgt. Begge skal fungere som suppleanter frem til ordinær generalforsamling 2027.
Bestyrelsen består nu af en stærk kombination af kontinuitet og nye stemmer, og formand Henrik Lehmann Andersen udtrykte stor tak til de afgående medlemmer Bo Rygaard, Frank Rechendorff Møller og Mads Lebech for deres bidrag.
Nye stemmer i bestyrelsen
De nye medlemmer glæder sig til at bidrage til Fondenes Videnscenters arbejde:
Karin Skjødt Hindkjær siger:
“Vi har som fond i mange år haft glæde af Fondenes Videnscenter takket være en stor indsats fra sekretariatet og fondsrepræsentanter i de foregående bestyrelser. Jeg håber at kunne bidrage yderligere til udviklingen af vores fondsfællesskab med plads til både erhvervsdrivende, almennyttige, nationale og internationale perspektiver.”
Søren Nedergaard tilføjer:
“Jeg håber at kunne bidrage til et yderligere løft af det gode samarbejde i fondssektoren, herunder et godt samarbejde med andre samfundsaktører i Danmark og udlandet.”
Strategi og fremtid
På generalforsamlingen blev foreningens nye strategi for 2025-2028 også præsenteret. Den indebærer blandt andet nye initiativer, som skal styrke udbredelsen af fondsviden og fremme foreningens arbejde med formidling.
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Henrik Lehmann Andersen som formand og Rie Odsbjerg Werner som næstformand. Begge fortsætter på posterne.
Henrik Lehmann Andersen siger:
“Jeg er glad og taknemmelig for at fortsætte som formand for Fondenes Videnscenter – og ikke mindst for at fortsætte det gode samarbejde med næstformanden Rie Odsbjerg Werner. Jeg ser frem til der fortsatte arbejde for fællesskabet – både mellem medlemmerne og i bestyrelsen. Det er et sted, hvor vi deler erfaringer og bygger viden – og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet og være med til at styrke og udvikle det fællesskab endnu mere i det kommende år.”
En enig Rie Odsbjerg Werner stemmer i:
“Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet i bestyrelsen. Vi går ind i en spændende periode, hvor foreningens nye strategi skal implementeres, og hvor vi får mulighed for at omsætte ambitionerne til konkrete initiativer, der styrker fondene og fællesskabet omkring dem.”
Efter ordinær generalforsamling 2025 består den samlede bestyrelse for Fondenes Videnscenter af:
- Søren Nedergaard, Novo Nordisk Fonden (valgt for en periode på to år frem til ordinær generalforsamling 2027)
- Karin Skjødt Hindkjær, Ole Kirks Fond (valgt for en periode på to år frem til ordinær generalforsamling 2027)
- Christine Wiberg-Lyng, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond (udtræder efter foreningens vedtægter af bestyrelsen ifm. ordinær generalforsamling 2026)
- Bo Uggerhøj, Spar Nord Fonden (valgt for en periode på to år frem til ordinær generalforsamling 2027)
- Henriette Christiansen, 15. Juni Fonden (udtræder efter foreningens vedtægter af bestyrelsen ifm. ordinær generalforsamling 2026)
- Henrik Lehmann Andersen, Nordea-fonden (udtræder efter foreningens vedtægter af bestyrelsen ifm. ordinær generalforsamling 2026)
- Søren Staugaard Nielsen, Rambøll Fonden (valgt for en periode på to år frem til ordinær generalforsamling 2027)
- Rie Odsbjerg Werner, TrygFonden (genvalgt for en periode på to år frem til ordinær generalforsamling 2027, udtræder efter foreningens vedtægter af bestyrelsen.)
Suppleanter:
- Ane Hendriksen, VELUX Fonden (genvalgt som suppleant frem til ordinær generalforsamling 2027)
- Esther Nørregård-Nielsen, Oak Foundation Denmark (udtræder som suppleant ifm. ordinær generalforsamling 2026)
- Lasse Horne Kjældgaard, Carlsbergfondet (valgt som suppleant for en periode på to år frem til ordinær generalforsamling 2027)