Fondenes Videnscenter har budt Østifterne velkommen som nyt medlem i foreningen, som nu samler 56 fonde og filantropiske foreninger.
Østifterne har rødder tilbage til 1889 og har siden år 2000 virket som uddelende forening. I dag støtter Østifterne en bred vifte af almennyttige og skadeforebyggende formål med fokus på trivsel og omtanke. Blandt de aktuelle indsatser er Meeqqat Toqqissillutik Ornittagaat – “stedet hvor børn kan være i tryghed” – et værested for børn i Sisimiut i Grønland.
”Østifterne tror på, at de bedste løsninger på vores samfundsudfordringer skabes i fællesskab. Derfor står partnerskaber, koordinering af indsatser og fælles løsninger helt centralt i Østifternes strategi. Det giver derfor rigtig god mening for Østifterne at blive medlem af Fondenes Videnscenter, som er et naturligt sted at dele viden og skabe samarbejde på tværs af danske fonde og filantropiske foreninger,” siger Kenneth Hedegaard, direktør i Østifterne.
Også hos Fondenes Videnscenter er der glæde over det nye samarbejde:
”Vi er meget glade for at byde Østifterne velkommen i Fondenes Videnscenter. Østifternes stærke engagement i sociale og forebyggende indsatser – ikke mindst i partnerskab med civilsamfundet – bringer vigtige erfaringer og perspektiver ind i vores fællesskab,” siger Hanne Elisabeth Rasmussen, direktør i Fondenes Videnscenter.
Fondenes Videnscenter blev stiftet i 2017 af en række filantropiske fonde og foreninger, der ønskede at formalisere deres samarbejde, samle fondsdanmark og øge samfundets viden om filantropiske fonde og foreningers arbejde og betydning for samfundet.
Med Østifternes indtræden i foreningen samler Fondenes Videnscenter nu 56 filantropiske fonde og foreninger i Danmark.
Læse mere om Østifterne her.
Se alle medlemmer af Fondenes Videnscenter her.