Efter årets ordinære generalforsamling er Søren Nedergaard, Novo Nordisk Fonden, ny formand for Fondenes Videnscenter, mens Rie Odsbjerg Werner, TrygFonden, fortsætter som næstformand.
Tirsdag den 14. april 2026 afholdte Fondenes Videnscenter sin ordinære generalforsamling hos Nordea-fonden. På mødet blev bestyrelsens beretning og foreningens årsregnskab fremlagt og godkendt af medlemmerne.
Generalforsamlingen markerede samtidig et formandsskifte. Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden, udtrådte af bestyrelsen, da han efter to valgperioder ikke kunne genvælges i henhold til vedtægterne. Det samme gjaldt Christine Wiberg-Lyng, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, og Henriette Christiansen, 15. Juni Fonden, som ligeledes udtrådte af bestyrelsen.
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Søren Nedergaard, Novo Nordisk Fonden, som formand og Rie Odsbjerg Werner, TrygFonden, som næstformand.
Søren Nedergaard ser frem til at videreføre og udvikle foreningens arbejde:
”Jeg er meget taknemmelig for tilliden til mig som formand, og jeg glæder mig til at bygge videre på det imponerende arbejde, som det tidligere formandskab, sammen med bestyrelsen og sekretariatet, har ydet. Jeg er glad for, at Rie Odsbjerg Werner fra TrygFonden fortsætter som næstformand og ser meget frem til samarbejdet med hende. Fondenes Videnscenter skal være en åben og imødekommende aktør, der udvikler sig i takt med medlemmerne, og jeg ser frem til fortsat at styrke samarbejdet mellem danske fonde og udbrede viden om den værdi, fondene skaber for samfundet.”
Også næstformand Rie Odsbjerg Werner ser frem til det videre arbejde:
”Fondenes Videnscenter står et stærkt sted og går ind i en vigtig fase, hvor vores viden, fællesskab og formidling skal omsættes til endnu mere konkrete initiativer til gavn for både fonde og omverdenen. Jeg ser samtidig meget frem til samarbejdet med den nye formand, Søren Nedergaard fra Novo Nordisk Fonden. Sammen vil vi arbejde for at styrke dialogen, skabe relevante fællesskaber på tværs af fondssektoren og bidrage til et nuanceret og oplyst billede af fondenes rolle og betydning i samfundet,” siger Rie Odsbjerg Werner.
Valg til bestyrelsen
På generalforsamlingen blev Heidi Sørensen, Egmont Fonden, Kim Nøhr Skibsted, Poul Due Jensens Fond, og Lasse Horne Kjældgaard, Carlsbergfondet valgt ind i bestyrelsen.
De nye bestyrelsesmedlemmer ser alle frem til at bidrage til Fondenes Videnscenters videre udvikling:
Heidi Søren, Egmont Fonden udtaler:
”Jeg ser frem til at bidrage til Fondenes Videnscenters vigtige arbejde. Fonde er centrale samfundsaktører, der med fondsejede virksomheder skaber jobs og velstand, og gennem uddelinger bidrager til udviklingen af vores velfærdssamfund. Fondenes Videnscenter spiller en afgørende rolle i at bidrage med viden og facilitere dialogen om fondenes samfundsmæssige betydning.”
Kim Nøhr Skibsted udtaler:
”Fonde har en hel unik rolle at spille i samfundet. De mange donationer er med til at skabe forbedringer og forandringer i samspil med partnere, fx offentlige instanser og civilsamfund. Meget ville ikke kunne ladet sig gøre uden fondes aktive medvirken. Mange fonde ejer desuden store dele af danske virksomheder, der tjener penge, skaber jobs og vækst for hele samfundet. Netop det aspekt øger fondenes betydning og ansvar. Jeg glæder mig til at være med til øge viden og bevidsthed om, hvad fondene kan, vil og bør.”
Lasse Horne Kjældgaard udtaler:
”Fonde er noget af det, der gør Danmark til noget særligt – i kraft af alt det, fonde støtter, og i kraft af alt det, fonde ejer og driver og skaber. Fondene er en gave til det danske samfund og har bidraget til at forme det. En gave, der bliver ved med at give. Jeg ser meget frem til nu bidrage til samarbejdet mellem Fondenes Videnscenters medlemmer og til at skabe og udbrede viden om vores virke og om fondsmodellens betydning.”
Esther Nørregård-Nielsen, Oak Foundation Denmark, blev genvalgt som suppleant, og John Amund Tønnes, Det Obelske Familiefond, blev valgt som ny suppleant.
Den samlede bestyrelse i Fondenes Videnscenter består efter den ordinære generalforsamling 2026 af følgende personer:
Bestyrelsesmedlemmer
Bo Uggerhøj, Nordjyllandsfonden
Heidi Sørensen, Egmont Fonden
Karin Skjødt Hindkjær, Ole Kirk’s Fond
Kim Nøhr Skibsted, Poul Due Jensens Fond
Lasse Horne Kjældgaard, Carlsbergfondet
Rie Odsbjerg Werner, TrygFonden
Søren Nedergaard, Novo Nordisk Fonden
Søren Staugaard Nielsen, Rambøll Fonden
Suppleanter
Ane Hendriksen, Velux Fonden
Esther Nørregård-Nielsen, Oak Foundation Denmark
John Amund Tønnes, Det Obelske Familiefond