En analyse fra Fondenes Videnscenter viser, at danske fondskontrollerede virksomheder bidrog med 24 % af Danmarks samlede værditilvækst i 2022, en stigning fra 18 % året før. Virksomhederne spiller samtidig en væsentlig rolle inden for eksport, beskæftigelse og forskning.

I Danmark er en lang række af de største virksomheder fondsejede, herunder Novo Nordisk, Novozymes, A.P. Møller – Mærsk, Danfoss, Grundfos, Lundbeck, Leo Pharma, Carlsberg, Falck og Tivoli. En ny analyse fra Fondenes Videnscenter giver et overblik over erhvervsdrivende fondes erhvervsaktiviteter forstået som fondskontrollerede virksomheder i Danmark og deres betydning for dansk økonomi.

Analysen, der er baseret på data fra Danmarks Statistik, sammenligner nøgletal for de danske, fondskontrollerede virksomheder med tilsvarende nøgletal for andre private eller børsnoterede virksomheder, der ikke er fondskontrollerede.

Fondskontrollerede virksomheder har stor betydning
De fondskontrollerede virksomheder bidrog med knap en fjerdedel af Danmarks værditilvækst i 2022. Samtidig beskæftigede de knap en ud af ti ansatte i den private sektor, stod for 26 % af den danske eksport og leverede 14 % af den samlede omsætning. Blandt danske virksomheder med over 500 ansatte udgjorde fondskontrollerede virksomheder 15 %, hvilket understreger deres betydning i dansk erhvervsliv. Det er især de 20 største fondskontrollerede virksomheder, der driver disse resultater.

”De fondskontrollerede virksomheder spiller en central rolle i den danske økonomi – både ved at sikre arbejdspladser og ved at skabe værdi i form af omsætning og eksport. Denne analyse viser, hvor markant deres bidrag er, og hvordan de er med til at drive både vækst og udvikling,” udtaler Hanne Elisabeth Rasmussen, direktør i Fondenes Videnscenter.

De fondskontrollerede virksomheder investerer i fremtiden med store investeringer i forskning og udvikling
Samlet set var der en stigning i de fondskontrollerede virksomheders forskning- og udviklingsaktiviteter (FoU) fra 2021 til 2022 på næsten 14 mia. kr. Stigningen var særligt drevet af større køb af FoU-tjenester fra danske koncernselskaber. I 2022 beskæftigede de fondskontrollerede virksomheder en tredjedel af alle FoU-ansættelser (12.200 fuldtidsstillinger) og investerede ca. 40 % (19,5 mia. kr.) af de samlede interne FoU-investeringer i Danmark. Desuden købte de FoU-tjenester for 25,9 mia. kr., hvoraf en stor andel gik til danske leverandører.

“Den markante stigning på 13,9 mia. kr. i de fondskontrollerede virksomheders investeringer i forskning og udvikling understreger, at de fondskontrollerede virksomheder, som jo blandt andet tæller Novo Nordisk, ikke alene bidrager meget til dansk økonomi her og nu, men også investerer mere i fremtiden, med innovation og arbejdspladser i Danmark,” udtaler Hanne Elisabeth Rasmussen, direktør i Fondenes Videnscenter.

Hent og læs den fulde analyse her

Om analysen
Undersøgelsen omfatter alene aktiviteterne for danske fondskontrollerede virksomheder inden for landets grænser, som registreres i de offentlige danske registre. Det betyder, at aktiviteter i udlandet, herunder ansatte, salg fra udenlandske virksomheder til Danmark og udenlandsk omsætning, ikke medtages. Dermed afspejler analysen ikke fondenes samlede erhvervsaktivitet, da deres internationale erhvervsaktivitet ikke indgår i analysen. Udenlandske forsknings- og udviklingsaktiviteter (FoU) indgår dog som den eneste undtagelse.

Fondskontrollerede virksomheder er privatejede virksomheder i Danmark, som ikke har offentlig ejerandel. Fondskontrollerede virksomheder defineres her som virksomheder, hvor en erhvervsdrivende fond eller filantropisk forening ejer A- og/eller B-aktier svarende til mindst 20 % af stemmerne og har flere stemmer end de næststørste aktionærer tilsammen. Denne definition omfatter både erhvervsdrivende fonde omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde og foreninger, der er omdannet fra tidligere finansielle virksomheder. Kapitalfonde og andre enheder med “fond” i navnet er ikke inkluderet.

I analysen sammenlignes nøgletal for fondskontrollerede virksomheder med tilsvarende tal for øvrige private danske virksomheder. Analysegrundlaget omfatter kun fonde med ejerskab i virksomheder – fonde, der driver erhvervsaktivitet direkte i fonden, er ikke medtaget. Endelig indgår kun virksomheder, hvis markedsaktivitet overstiger en bagatelgrænse svarende til mindst et halvt årsværk. Alle virksomheder, hvor fonden har majoritetskontrol, er omfattet af analysen, mens virksomheder, hvor fonden ejer under 20 % af stemmerettighederne, ikke medtages, selvom fonden har flere stemmer end de to næststørste aktionærer. Analysen omfatter virksomheder op til tredje led fra fonden.

Definitionen er udviklet i samarbejde med Center for Corporate Governance på CBS ved professor Steen Thomsen.

Blandt de 1.437 erhvervsdrivende fonde og filantropiske foreninger i Danmark har 445 af dem kontrollerende indflydelse over i alt 1.291 virksomheder, som opfylder kriterierne for at være fondskontrollerede og derfor indgår i analysen.