Danske fonde bevilgede 3,9 mia. kr. til kulturelle formål i 2024. Det er en stigning på 1 mia. kr. sammenlignet med 2023.

De 3,9 mia. kr. svarer til 14% af de samlede bevillinger for 2024. Det er en stigning fra 2022 og 2023, hvor bevillinger til kulturelle formål begge år kun udgjorde 10% af de samlede fondsmidler. Bevillinger til kultur har dog historisk udgjort mellem 10 og 15% siden fondsstatistikkens start.

Meget store fonde gav få, men store, bevillinger

Fondenes bevillinger til kultur er kendetegnet ved at ligge relativt stabilt. Når fondsmidlerne til formålet steg i 2024, er det fordi få meget store fonde gav store bevillinger.

På trods af at meget store fonde kun stod for 9% af det samlede antal bevillinger til området, udgjorde de 55% af det samlede antal fondsmidler. Små, mindre og mellemstore fonde stod derimod for 63% af bevillingsantallet, men kun 16% af de samlede fondsmidler.

Dette billede, hvor få store fonde står for den største del af fondsmidlerne, men mange mellemstore og mindre fonde står for de fleste bevillinger er typisk på tværs af formål. Kultur er dog ikke det formål, hvor billedet er mest udtalt. På andre formål, som f.eks. sundhed, stod meget store fonde for over 70% af midlerne.

Direktør i Fondenes Videnscenter Hanne Elisabeth Rasmussen udtaler:

”Fondsbevillingerne til kultur har i mange år ligget relativt stabilt. Og selvom de meget store fonde under dette formål står for størstedelen af midlerne, fylder de mange små, mindre og mellemstore fonde relativt meget på formålet på kultur sammenlignet med de andre bevillingsformål. Den fordeling vi ser i 2024 er normal for kulturelle formål. Men samtidig kan vi se, at stigningen i de samlede fondsmidler til kultur i 2024 sammenlignet med de to forrige år primært kom fra de meget store fonde, som løftede niveauet.”

Stigning i fondsmidler til offentlige institutioner

De fleste midler gik til offentlige institutioner, der modtog 2 mia. kr. i 2024, hvilket er en stigning på 800 mio. kr. sammenlignet med 2023 og 2022. Offentlige institutioner er i denne sammenhæng blandt andet museer og kulturinstitutioner. Augustinus Fonden bevilgede eksempelvis 19,7 mio. kr. til Museernes Grønne Akademi, som skulle løfte den grønne omstilling i museumssektoren. Bevillinger til nonprofitorganisationer og øvrige modtagere var dog på samme niveau som tidligere år. Hele 97% af fondsmidlerne gik til modtagere i Danmark, hvilket er den næststørste andel for noget formål.

Stor andel ansøgerdrevne aktiviteter

Langt størstedelen af fondsmidlerne gik til ansøgerdrevne bevillinger. Her bevilger fonden midler til modtageren, hvorefter de ikke involverer sig yderligere i aktiviteten. Ansvaret for at gennemføre projektet placeres således udelukkende hos modtageren. Denne arbejdsform karakteriserer formålet. I 2024 udgjorde den 79% af de samlede bevillingerne til formålet, svarende til ca. 3,1 mia. kr. Fondsdrevne aktiviteter, hvor fonden selv driver projektet fra start til slut, modtog derimod kun 300 mio. kr.

Du kan læse mere om bevillingerne til kulturelle formål i 2024 i Fondenes Videnscenters nye faktaark her