Vil du bidrage til at skabe positive forandringer for udsatte unge? Har du bred viden om socialområdet, gode relationelle evner og er motiveret af at gøre en forskel i samarbejde med andre? Så er du måske vores nye projektchef i et barselsvikariat.

I Det Obelske Familiefond tror vi på, at alle unge kan finde deres vej i livet ved at indgå i samfundet via meningsfulde relationer og positive fællesskaber, der styrker den enkeltes handlekraft.

Med indsatsområdet Unge på Sporet bidrager vi derfor til initiativer, der hjælper unge i udsatte positioner til at mestre deres eget liv. Vi arbejder ansøgerdrevet og støtter projekter initieret og drevet af aktører på det sociale felt. I 2024 har vi desuden igangsat en strategi med en mere aktiv og involveret arbejdsform på udvalgte fokusområder, hvor vi ønsker at bidrage til udvikling af nye løsninger for de unge.

Som projektchef for Unge på Sporet vil du primært arbejde med fondets uddelinger i det ansøgerdrevne spor. Du vil derudover indgå i udviklingen af den nye aktive arbejdsform, herunder opbygning af viden og nye samarbejder.

Dine opgaver vil omfatte:

  • Dialog med ansøgere og vurdering af ansøgninger til Unge på Sporet
  • Betjening af fondets bestyrelse i forbindelse med beslutningsmøder, herunder udarbejdelse og præsentation af indstillinger om bevillinger og afslag
  • Opfølgning på bevillinger via projektbesøg, statusrapporter mv.
  • Deltagelse i formidling og netværk vedrørende fondets strategi og indsatser på det sociale område, herunder afvikling af faglige arrangementer
  • Opdyrkning af relationer og samarbejder med aktører på socialområdet
  • Research og vidensindsamling på kommende fokusområder samt bidrage til udvikling af nye arbejdsmetoder

Kompetencer og personlige egenskaber

Vi søger en projektchef, der er motiveret af at gøre en forskel for udsatte unge, og som har øje for indsatsers potentiale, også når de en gang imellem skal hjælpes lidt på vej af dig. Vi forestiller os, at du:

  • Har en videregående samfundsvidenskabelig uddannelse i fx sociologi, statskundskab eller socialt arbejde
  • Er vant til at arbejde selvstændigt og tværfagligt
  • Har min. 5 års erfaring fra fondsverdenen, en kommune, centraladministrationen eller anden relevant offentlig myndighed eller civilsamfundsorganisation
  • Har erfaring med udviklingsprojekter – gerne fra større tværgående projekter eller samarbejder om komplekse problematikker på socialområdet
  • Er generalist med bred viden og forståelse for indsatser og metoder på socialområdet
  • Har analytisk sans, kan gennemskue sammenhænge og kompleksiteter i socialfaglige indsatser og kan sætte dig ind i fagspecifik viden ved behov.

Derudover er det vigtigt, at du har et godt humør og gode relationelle evner i mødet med vores samarbejdspartnere og dine kollegaer. Du skal være nysgerrig, lydhør og kunne forstå forskellige perspektiver og erfaringer, ligesom du skal være i stand til sagligt og nøgternt at afkode og drøfte behov, substans og faglighed i projekter.

Der vil være varierede arbejdsdage, herunder perioder med fordybelse i ansøgninger eller research, og andre tidspunkter med opsøgende og udviklende arbejde sammen med vores samarbejdspartnere. Du skal derfor kunne planlægge, prioritere, arbejde systematisk og holde overblik.

Vores organisation

Du bliver en del af et sekretariat med otte kollegaer, og vi har vores daglige gang i Vestergade i København. Du og to øvrige kollegaer udgør det sociale team, der arbejder tæt sammen i det daglige, men også har selvstændige ansvarsområder. I sekretariatet har vi et stærkt fællesskab med fokus på tværfaglig sparring, fleksibilitet i opgaveløsningen og en rar og sjov hverdag. For nærmere information om organisationen henvises til www.obel.com.

Du får faglig reference til områdechef Trine Nyby og personalereference til direktør John Amund Tønnes. Hvis du vil høre nærmere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Trine Nyby på tlf. 61 31 70 62 eller projektchef Christina Krämer Mathiesen på tlf. 96 20 12 43.

Deadline for ansøgning er 3. februar 2025. Vi afholder første samtale den 19. og 20. februar og anden samtale den 25. februar, hvor der vil være en caseopgave.

Stillingen er fuldtid og ønskes besat senest den 1. april 2025 med forventet udløb efter 11 måneder. Da vores arbejde på det sociale uddelingsområde er under udvikling, kan der blive mulighed for forlængelse/ansættelse efter vikariatets ophør, hvis der er et match med behovene.

Løn- og ansættelsesforhold efter aftale.

Om Det Obelske Familiefond

Det Obelske Familiefond er en erhvervsdrivende fond, som blev stiftet i 1956 af Asta Obel med ønske om at udvikle familievirksomheden til gavn for familien og almennyttige formål.

Fondet uddeler årligt mellem 135-150 mio. kr. til tre almennyttige indsatsområder: 1) Unge på Sporet, 2) Samtidskunst og klassisk musik, 3) Fyrtårne i Nordjylland. Læs mere på www.obel.com.

Søg stillingen her.