Ønsker du at arbejde i en almennyttig fond, hvor du kan gøre en mærkbar forskel for samfundet gennem fondens uddelingsprogrammer til human- og samfundsvidenskabelig forskning og visionsinitiativet Demokratisk bæredygtighed, der alle bidrager til løsninger på samfundsudfordringer? Har du samtidig ambition om at gøre det i tæt samarbejde med dygtige kollegaer, med mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen af dit arbejde og med balance mellem arbejde og privatliv? Så læs med her.
I en nyoprettet stilling som fondsrådgiver bliver du en del af de to teams, der varetager uddelingsområderne under Human- og samfundsvidenskabelige forskning og kultur og Demokratisk bæredygtighed. I et ligebyrdigt samarbejde med de øvrige fondsrådgivere vil du have ansvar for en bred vifte af administrative, analytiske, faciliterende og netværksopbyggende opgaver i begge uddelingsområder.
I de to uddelingsområder arbejder vi med en række sammenhængende indsatsområder:
- Nysgerrighedsdrevet grundforskning i samarbejde med universiteterne (Kernegrupper)
- Tværsektorielt og tværfagligt samarbejde mellem forskning og praksis til løsning af konkrete samfundsudfordringer (HUMpraxis).
- Samarbejde mellem litterær kunstnerisk praksis og humanistisk forskning (Writers in residence).
- Forsknings- og forskning-praksisprojekter inden for Demokratisk bæredygtighed.
- Lokale praksisnære projekter inden for Demokratisk bæredygtighed.
- Udvikling og udbredelse af formidlings- og dialogskabende indsatser samt opbygning af faglige netværk og interessefællesskaber.
I VELUX FONDEN værdsætter vi tæt samarbejde i et kollegialt fællesskab, har en uformel tone og bruger hinanden til sparring, feedback og støtte i opgaveløsning og udvikling af nye ideer og indsatser. Vi har som led i fondens 2030-strategi markant styrket samarbejdsprocesser på tværs af alle fondens uddelingsområder. Det skal fremme udvikling af nye tværgående ideer og indsatser til løsninger på aktuelle samfundsudfordringer, som vores faglige og uddelingsmæssige bredde giver os særlige muligheder for at bidrage til.
Dine nærmere opgaver og ansvarsområder
- Sagsbehandling og administration af ansøgninger og bevillinger – her vil du få solid support fra vores to administrative koordinatorer.
- Bestyrelsesbetjening: Sagsfremstillinger, faglige oplæg, analyser og orienteringer til fondens bestyrelsesmøder.
- Vejledning og dialog med ansøgere og bevillingsmodtagere.
- Planlægning og gennemførsel af informations- og netværksmøder for ansøgere og bevillingsmodtagere.
- Involverende dialoger og møder med eksterne samarbejdspartnere og interessenter.
- Bidrag til intern og ekstern kommunikation og styrket resultatformidling fra bevilgede projekter i samarbejde med vores kommunikationsafdeling.
- Videreudvikling af de to uddelingsområders strategiske indsatser.
- Tværfagligt samarbejde med fondens øvrige uddelingsområder om udvikling af nye ideer til tværgående indsatser.
- Bidrag til at fremme kapacitetsopbygning af samarbejde mellem forskere og praktikere og styrke forskningens omverdensrelationer og samfundsmæssige gennemslagskraft.
Du får naturligvis en grundig indføring i arbejdets opgaver og processer, og dine kolleger står altid klar til at hjælpe dig.
Vi søger dig, der har en ph.d.-grad inden for de humanistiske eller samfundsvidenskabelige fagområder, men har lagt forskerlivet bag dig for at udfolde din faglighed i nye sammenhænge.
Vi lægger vægt på, at du har:
- Analytiske evner på højt niveau.
- Stærke samarbejdsevner og lyst til udviklingsopgaver.
- Solide administrative, organisatoriske og dialogskabende kompetencer.
- Lyst til og sans for sagsbehandling.
- Gode evner til at formidle komplekst stof i en sikker og ligefrem mundtlig og skriftlig fremstilling på dansk såvel som engelsk.
- Indblik i – og gerne erfaringer med – forskning-praksissamarbejde.
- Erfaring med at opbygge, drive og udvikle faglige netværk og interessefællesskaber.
- Erfaring med facilitering.
- Kendskab til forskningsinstitutioners forhold og aktuelle rammevilkår.
- Overblik over udviklingstendenser i de humanistiske og samfundsvidenskabelige fagområder.
Som person besidder du en høj grad af personlig integritet, troværdighed og selvstændighed. Du sætter pris på samarbejde og feedback, og du er dialogsøgende, lyttende og klar i din kommunikation.
VELUX FONDEN er en almennyttig fond med en vision om at bidrage til et demokratisk og bæredygtigt samfund på et oplyst og inkluderende grundlag.
VELUX FONDEN arbejder for at forbedre menneskers liv og handlemuligheder ved at støtte forskning og praksisindsatser inden for eller på tværs af sociale forhold, alderstrin, voksenlivets overgange og forandringer, samfund og kultur samt havmiljøet.
Vi har kontor i nyrenoverede lokaler i Søborg og deler hus og administrative funktioner med Villum Fonden. Tilsammen er vi ca. 70 engagerede kolleger med stor bredde i fagligheder, der giver afsæt for inspirerende samtaler og samarbejde.
Stillingen refererer til vicedirektør Henrik Tronier.
Ansøgningsfristen er søndag den 9. august 2026
Kan du se dig selv i stillingsbeskrivelsen, så send ansøgning, CV m.v. via Jobindex. Vi indkalder til samtaler mandag den 10. august 2026. Vi holder 1. runde samtaler den 13. og 14. august og 2. runde samtaler den 20. august 2026. Der vil være personligheds- og færdighedstest samt samtale med ekstern konsulent mellem 1. og 2. samtale.
Forventet ansættelse er pr. 1. oktober 2026. Løn og ansættelsesforhold efter aftale.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Henrik Tronier på tlf. 2941 7907 tirsdage og torsdage mellem 11.00 og 13.00.
Du kan læse mere på vores hjemmeside.