Nyhed

Fondenes Videnscenter har afholdt ordinær generalforsamling

Fondenes Videnscenter afholdte den 28. februar 2019 sin første ordinære generalforsamling, siden foreningen blev stiftet i december 2017.

Beretning
På generalforsamlingen gav bestyrelsesformand Lars Hansen, direktør i Villum Fonden, sin beretning for 2018, og sekretariatschef Hanne Elisabeth Rasmussen beskrev hovedtrækkene i den handlingsplan, der er udarbejdet med afsæt i foreningens for nyligt vedtagne strategi. Derudover blev også foreningens årsregnskab fremlagt og godkendt.

Link til Fondenes Videnscenters beretning 2018
Link til quickguide om strategi og handlingsplan

Justering af vedtægter
Til generalforsamlingen havde bestyrelsen givet forslag til justering af vedtægterne på tre områder. Baggrunden for forslagene var et ønske om at præcisere kriterierne for at blive medlem af Fondenes Videnscenter samt et ønske om at tydeliggøre reglerne for suppleringsvalg til bestyrelsen. Alle tre forslag blev vedtaget.

Ændringerne af vedtægterne vedrører punkt 3.1 (d), punkt 3.2 og punkt 6.8. De tre punkter har nu følgende ordlyd:

  • Punkt 3.1 (d)
    der ved indmeldelse redegør for, hvorledes medlemmet forholder sig til de anbefalinger for god fondsledelse, som Komitéen for god Fondsledelse vedtager (følg eller forklar), samt løbende udøver sine aktiviteter i overensstemmelse hermed.
  • Punkt 3.2
    Med almennyttige formål forstås, almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, hvortil medlemmets uddelinger er fradragsberettigede efter fondsbeskatningsloven, for så vidt denne finder anvendelse for medlemmet, og ellers formål, som svarer hertil. En fond eller filantropisk forening kan også være medlem af Fondenes Videnscenter, hvis fonden eller foreningen har flere formål, og ét af disse er almennyttigt.
  • Punkt 6.8
    Medlemmerne vælges for to år ad gangen. Suppleanter vælges også for to år ad gangen, dog sidder de til udløb af den valgperiode som det bestyrelsesmedlem, de måtte indtræde i stedet for, er valgt til.

Download de nye vedtægter

Valg af ny suppleant til bestyrelsen
Endelig var der suppleringsvalg af en suppleant til bestyrelsen. Her valgte generalforsamlingen Steffen Nørgaard fra Spar Nord Fonden.

Se nyhed om suppleringsvalg