European Foundation Centre (EFC) har lanceret den første kortlægning af europæiske fondes kulturstøtte. Den viser bl.a., at 20 % af støtten fra de kortlagte filantropiske fonde og organisationer gik til kunst og kulturformål.

Kortlægningen er baseret på svar fra 40 filantropiske organisationer fra hele Europa. Nogle af hovedkonklusionerne er:

  • 20 % af de samlede filantropiske midler bevilget i 2016 gik til kunst og kulturformål. Det svarer til omkring 900 millioner euro.
  • De europæiske filantropiske fonde og organisationer arbejder i stigende grad med at opbygge viden og data. Herunder at implementere den læring, der kommer fra gennemførte projekter i nye projekter, samt at dele den indsamlede læring og bruge den som grundlag for at påvirke det felt, de arbejder i.
  • Der er en tydelig interesse for tværfaglige kunstprojekter, der går på tværs af områder og emner.
  • Der er tendens til at støtte projekter og organisationer i længere perioder. Ofte ikke kortere end tre år og i mange tilfælde i mere end ti år.
  • Der er store forskelle på organisationerne, der støtter kunst og kultur. Både hvad angår hvilke typer af aktiviteter, de støtter (f.eks. Uddannelse, Integration eller Forskning), og hvordan de arbejder (f.eks. med projektstøtte, programudvikling eller ikke-økonomisk støtte).
  • Der er et større fokus på børn og unge end på de ældre. De fleste af de kortlagte projekter er dog ikke målrettet bestemte grupper, men er rettet mod alle borgere med det formål at bringe dem tættere på kunsten og kulturen på forskellig vis.

Kortlægning er gennemført på vegne af EFC’s Arts and Culture Thematic Network. Danske Bikubenfonden er del af styrekomiteen.